TOP

I et bevidst parforhold handler det ikke om at undgå kriser, konflikter eller tvivl. De vil altid være en del af livet. Det handler i stedet om, hvordan I vælger at møde hinanden, når hverdagen presser sig på, og når tvivlen eller uroen banker på døren.

Et stærkt parforhold bygges ikke på perfektion, men på modet til at vende sig mod hinanden – igen og igen – med nysgerrighed, åbenhed og vilje til at lære.

En af de mest kærlige måder at gøre det på er at skabe et fælles kompas i form af værdier. Værdier hjælper jer med at huske, hvad I vil stå for sammen, og de kan blive et anker midt i hverdagens tempo.

Øvelse: Find jeres fælles værdier

Først hver for sig (ca. 30 min)

Sæt jer hver især et roligt sted med notesbog eller telefon, og reflekter over disse spørgsmål:

     

      1. Hvilke 3 værdier er vigtigst for mig i vores parforhold?

      1. Hvordan viser de sig allerede – og hvor savner jeg dem mere?

      1. Hvornår føler jeg mig allermest forbundet med dig – og med mig selv?

      1. Hvilke værdier oplever jeg, at vi lever sammen – og hvilke længes jeg efter?

    Skriv frit, uden at analysere for meget.

    Derefter sammen (ca. 45-60 min)

    Del jeres refleksioner i et roligt tempo – én ad gangen. Lyt nysgerrigt uden at afbryde eller fikse noget.

       

        • Læg mærke til, hvad der rører jer.

        • Find 3-5 fælles værdier, I ønsker at leve mere bevidst efter.

        • Tal om, hvordan de kan få liv i hverdagen:

             

              • Hvordan kan nærvær, leg, respekt eller samhørighed se ud – midt i hamsterhjulet med karriere, børn og praktiske gøremål?

        Afslut med et ritual

           

            • Skriv jeres værdier ned, hæng dem op eller læg dem et sted, I kan tage frem igen.

            • Eller giv hinanden et lille løfte om at holde fast i én værdi, selv når I er trætte eller travle.

          Husk: Det handler ikke om at gøre det perfekt – men om at vælge hinanden og jeres fælles retning, også når hverdagen larmer. Når I lever tættere på jeres værdier, vokser både nærheden, trygheden og intimiteten.

          Del af serien om det bevidste parforhold
          Denne øvelse er en del af min serie om det bevidste parforhold, hvor jeg deler refleksioner og konkrete redskaber til par, der ønsker at skabe mere nærhed, ro og bevidsthed i deres relation.

          I næste indlæg kan du læse om PUS – partnerudviklingssamtale.